Gulerodskage

Ingredienser til 12 personer

KAGE

  • 5 æg
  • 265 g brun farin
  • 1 vaniljestang, korn skrabet ud
  • 420 g mandelmel
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1/2 tsk stødt muskatnød
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 320 g gulerødder, fintrevne
  • 150 g valnødder, finthakkede
  • 150 g smør, smeltet

FROSTING MED FLØDEOST

  • 250 g flødeost
  • 55 g flormelis
  • 1 spsk citronsaft

TOPPING

  • Valnødder, finthakkede
Gulerodskage med Lurpak

Tilberedning

  1. Forvarm ovnen til 160° C varmluft / 180° C alm. ovn.

  2. Kom æg, sukker og vaniljekorn i en skål, og pisk ved høj hastighed, til blandingen er tredoblet i størrelse.

  3. Bland mandelmel, kanel, ingefær, muskatnød og bagepulver med de revne gulerødder og hakkede valnødder i en anden skål.

  4. Kom de tørre ingredienser og det smeltede smør i æggeblandingen lidt ad gangen, og rør godt, til det hele er blandet.

  5. Smør en 24 cm rund bageform med smør, og beklæd bunden med bagepapir.

  6. Hæld dejen i formen, og glat overfladen. Bag i ca. 1 time og 20 minutter, eller indtil kagen er gennembagt. Stik en kødnål i kagen: Når den kommer op uden dej på, er kagen færdig.

  7. Lad kagen køle helt af, inden du begynder at pynte med frosting.

FROSTING

  1. Pisk flødeost og flormelis i 5 minutter – eller indtil det er let og luftigt. Tilsæt citronsaft, og bland godt.
  2. Fordel din frosting på toppen af den afkølede kage, og drys med hakkede valnødder.

 

KAGEN DER HAR ALT

Få alt i én mundfuld: sødme, krydderi, tekstur, fugtighed og en citronfrisk flødeostfrosting. Det er selvfølgelig den klassiske gulerodskage med flødeostfrosting.

Med denne opskrift lærer du, hvordan du bager en gulerodskage fra bunden. Du kan servere den som en fødselsdagskage, som en let og lækker dessert – eller bare til glæde for dig selv, når du craver flødeostfrosting på en sød og krydret gulerodskage.

TILPAS OPSKRIFTEN EFTER DIN SMAG

Vi bruger mandelmel i vores opskrift, men du kan også bruge almindeligt hvedemel. Mandelmel går godt sammen med gulerødder og krydderier, men du kan stadig få en fantastisk kage med en anden type mel. Hvis du erstatter mandelmel med hvedemel i forholdet 1:1, skal du huske, at de to typer mel ikke opfører sig på samme måde. Mandelmel er tungere og indeholder mere fugt, så du skal typisk tilsætte mere æg og bindemiddel.

Dette er en gulerodskage med valnødder, men du kan også vælge pekannødder, mandler eller hasselnødder. Vælg dine favoritnødder – eller du kan helt udelade nødder. Nødderne giver lidt knas til kagen, men hvis du er allergisk over for nødder eller bare foretrækker kagen uden, kan du nemt udelade dem.

Selvom denne gulerodskage indeholder mange ingredienser, er det en enkel opskrift. Du skal ikke stå i køkkenet hele dagen for at veje af, blande, bage og overtrække. Og fordi den er så enkel, kan du ændre opskriften efter dine præferencer, så slutresultatet er en hjemmelavet gulerodskage præcis, som du kan lide den.

Selvfølgelig kommer du ikke udenom gulerødderne i en gulerodskage, men hvilke krydderier kan du lide? Og måske har du også lyst til at bruge andre grøntsager? Vi guider dig igennem alle de lækre muligheder.

HVOR KOMMER GULERODSKAGEN FRA?

Gulerodskagens historie går langt tilbage. Men det er svært at sige præcis, hvornår den er opfundet, og hvor den kommer fra. Nogle mener, at gulerodskagen stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor den blev serveret som en gulerodsdessert i stil med budding. Andre mener, at historien går endnu længere tilbage til en arabisk kogebog i det 10. århundrede. I 1783 siges det, at George Washington fik serveret en gulerodskage, der var ret meget lig den søde, saftige krydderkage, som vi kender i dag. I 1814 tog en fransk Chef en opskrift på gulerodskage,"Gâteau de Carottes", med i sin kogebog. Kagen blev hurtigt populær og bredte sig til England et årti senere.

I dag er gulerodskagen kendt og elsket over hele verden for dens saftige og lette konsistens og den søde og krydrede smag, Ingredienserne til en gulerodskage varierer fra land til land, og måske især fra familie til familie. Ofte vil du høre folk sige, at de har verdens bedste opskrift på gulerodskage – og det betyder bare, at du kan bage en gulerodskage præcis, som du vil, for at finde frem til din egen bedste opskrift.

SÅ SKAL DER KRYDRES!

De fleste opskrifter på gulerodskager indeholder mange krydderier fra den søde kanel til den mere markante og krydrede muskatnød. Og det bedste ved en hjemmelavet gulerodskage er, at du kan tilsætte endnu flere krydderier – hvis du tør! Du kan eksperimentere med ingredienserne og prøve at tilsætte lidt mere, end der står i opskriften, for at finde din perfekte krydderiblanding.

Stødt ingefær er den ingrediens i opskriften, der giver mest krydret smag, så hvis du tilsætter bare 1/2 tsk mere, vil du opleve en kage med meget mere smag og krydderi. Og hvad er en god gulerodskage, hvis den ikke er krydret? Hvis du elsker den markante ingefærsmag, kan du prøve at eksperimentere med at tilsætte mere. Du skal bare passe på, at det ikke bliver for meget, så du ikke kan smage noget andet.

Hvis du kan lide din kage pikant, krydret og ekstra lækker, kan du prøve at tilsætte 1/2 tsk stødt nellike til dejen. Vær opmærksom på ikke at øge mængden af stødt nellike samtidig med, at du skruer op for de andre krydderier, for så kan det blive for krydret. Prøv dig frem, og find ud af, hvad du kan lide.

BRUG SÆSONENS FRUGT OG GRØNT

Gulerødder er lækre, men vidste du, at du kan bruge andre grøntsager og frugt i din gulerodskage? Der er rent faktisk en perfekt grøntsag eller frugt til hver sæson. Se, det er en god grund til at bage gulerodskage lidt oftere!

Om foråret kan du prøve med ananas. Den er sød, eksotisk og fyldt med smag – helt optimalt til din søde og krydrede gulerodskage. Længere nede forklarer vi, hvordan du laver en gulerodskage med ananas.

Om sommeren kan du prøve med courgetter. Courgetten er lige så saftig og nem at rive som guleroden, og de to grøntsager er et smukt par. Du kan bage kagen med halvt gulerod og halvt courgette – eller bruge mere af den ene eller anden grøntsag. Uanset hvad, vil din gulerodskage blive endnu bedre end den plejer.

Om efteråret er det sæson for butternut squash og græskar. Det er også søde grøntsager, og præcis som courgetten tilfører de lidt mere dybde og smag til din gulerodskage.

Om vinteren er det sæson for appelsiner. Brug saft og skal i dejen og/eller i din frosting. Appelsinsmagen tilfører sødme med et strejf af bitterhed, der passer ualmindeligt godt til gulerødder. Men pas på, at du ikke kommer for meget saft i din flødeostfrosting, så det påvirker konsistensen.

HVORDAN BLIVER EN GULERODSKAGE SAFTIG?

En af de bedste ting ved en god gulerodskage er, at den er fugtig og saftig – og det er heldigvis nemt at få en svampet gulerodskage. Gulerødderne bliver meget våde, når de rives, og det giver en del væde til dejen. Hvis du oplever, at din gulerodskage bliver tør, så prøv at tilsætte flere gulerødder. Husk også at bruge helt friske gulerødder, og riv dem først, lige inden de skal i dejen, så du bevarer så meget af fugten som muligt.

Har du lagt mærke til, at vi bruger brun farin i denne opskrift på gulerodskage? I denne kage er brun farin bedre end stødt sukker, fordi det giver mere fugt. Vi har også brugt hele 5 æg i opskriften, fordi æg er vigtigt, hvis du vil have en fugtig og saftig kage. Hvis dine æg er små, kan du tilsætte ekstra æggeblommer. Blommerne indeholder mere fedt – og mere fedt i en kage betyder mere fugt.

Mange bruger olie i deres gulerodskage, men hvis du leder efter en opskrift på gulerodskage med smør, er du kommet til det rette sted. En gulerodskage med smør bliver lige så saftig og lækker som den oliebaserede udgave, og måske vil du endda synes, at den får mere smag, fordi olie har en mere neutral smag. Dej med smør hæver desuden bedre end dej med olie. Brug Lurpak® saltet smør for at give et ekstra strejf af salt til de søde gulerødder.

FÅ EN FLOT FROSTING HVER GANG MED FLØDEOST

Der findes mange gode tips til, hvordan du laver den perfekte frosting til gulerodskagen, uden at stå med en kedelig, smagløs frosting, der falder sammen. Frostingen er noget af det vigtigste ved en gulerodskage – for hvad er en gulerodskage uden en god flødeostfrosting?

Vores opskrift er idiotsikker og garanterer en lækker og fast frosting. Det første tip er, at alle ingredienserne skal være kolde. Lad flødeosten stå i køleskabet, til du skal bruge den. Du må heller ikke røre for meget i flødeosten, da det kan give en frosting, der løber.

Denne frosting smager af citron – en smag, der går godt sammen med den krydrede og søde gulerodskage. Du kan også bruge appelsinsaft og skal i stedet for citron, hvis du vil have en sødere og lidt mere bitter smag. Appelsin og gulerod er det perfekte par, så du går sjældent galt i byen med en flødeostfrosting med appelsinsmag.

Når du skal pynte gulerodskagen, kan du vælge enten at smøre din frosting på toppen, eller du kan lave en gulerodslagkage. Du skal enten bage kagen i forskellige bageforme – eller i en enkelt form, og bagefter dele kagen i to eller flere bunde, når den er kølet af. Fordel din frosting på den ene bund, kom den anden bund ovenpå, herefter et lag frosting osv. Sørg for, at du har nok frosting tilbage til at dække toppen af kagen og eventuelt også siderne.

Hvis du vil lave en gulerodskage uden flødeost, er det nemmeste alternativ en traditionel smørcreme. Rør blødt Lurpak® usaltet smør med flormelis, en anelse mælk, vanilje og et nip salt. Du skal bruge lidt mere flormelis end smør. Og så skal du bare piske, til cremen er glat og fast nok, til at du kan fordele den på din lækre gulerodskage.

KOM ANANAS I DIN GULERODSKAGE

Som tidligere nævnt er foråret ananastid. Og ananas smager ualmindeligt godt i en gulerodskage. Mange bruger frugten som "saftighedsgarant", da ananas indeholder meget saft, hvilket giver en svampet og lækker kage. Du kan sagtens bruge ananas på dåse - det vil tilføre en ekstra sødme til din gulerodskage.

Du kan skære frugten i mindre stykker eller blende dem, så de er nemmere at blande med gulerødderne.  Lyder det lidt for eksotisk til dig? Vi elsker en god gulerodskage uden ananas lige så højt som den eksotiske variation, men hvis du ikke har prøvet den før, så lov os, at du giver den en chance.

Du kan også komme rosiner i din gulerodskage. De går godt sammen med de markante krydderier. Det er ikke alle, der kan lide rosiner i kager, men hvis du kan, er det en skøn variant. Især sammen med nødder.

VÆR KREATIV MED PYNTEN

En gulerodskage skal ikke kun smage godt. Kagens udseende er lige så vigtigt som at tilsætte krydderier i den rette mængde og få en saftig og lækker kage. Og det er heldigvis nemt at pynte kagen takket være flødeostfrostingen. Hvis du fordeler din frosting på siderne af kagen, er det nemt at pynte den med forskellige ting.

Men en gulerodskage behøver ikke være fyldt med blomster og glimmer. I denne opskrift på gulerodskage bruger vi finthakkede valnødder, der drysses på toppen, men du kan også bruge ristede pekannødder eller andre nødder. Du kan også bruge en sprøjtepose med forskellige tyller til at lave flotte mønstre på top og sider. Eller prøv at eksperimentere med frosting i forskellige farver.

Et andet populært fif er striber af karamelsirup over gulerodskage og frosting. Det giver en delikat sødme, der passer godt til kagen – og det ser samtidig smukt ud.

GULERODSKAGER I ALLE FORMER OG STØRRELSER

Du kan finde mange forskellige gulerodskagedesign derude. Ikke bare når det gælder pynt, mens også i selve opbygningen af kagen eller måden, du bruger dejen på. Som tidligere nævnt, kan du lave en lagkage med lækre cremede lag af kagebund og frosting, men du kan også bage gulerodscupcakes. Lav dejen som til en almindelig gulerodskage. Fordel dejen i cupcakeforme, og bag kagerne i 10-20 minutter alt efter størrelse. Kig til kagerne efter 8-10 minutter, og brug en kødnål til at tjekke, om de er gennembagte. Pynt med flødeostfrosting, når dine cupcakes er kølet af.

Vis alle opskrifter