Hos Christina, som du måske genkender fra bloggen Eat My Heart Out, bliver der hygget, kreeret og eksperimenteret til den helt store guldmedalje. Den eneste regel, der gælder her er, at hver ret skal laves med kærlighed og respekt for råvarerne, smagen og oplevelsen.
Christina elsker at lave mad, især at bage, og hele familien hjælper gerne til i køkkenet – og også med at spise lækkerierne bagefter selvfølgelig.
Christina vælger altid gode sæsonbetonede råvarer, og er aldrig bange for at kaste sig ud i nye ting og eksperimentere med både smag og tekstur.
Det resulterer i mad, der tilfredsstiller alle sanserne. Det både dufter, smager og ser helt fantastisk lækkert ud.
Føler du dig fristet til selv at gå i krig i køkkenet, så får du her hele opskriften på en af Christinas absolutte yndlingskager, den klassiske, franske desserttærte tarte tatin, der bages på hovedet. Sjovt og anderledes! Og resultatet - sprød mørdej, saftige, letsyrlige æbler og solbær dækket af blød, cremet karamel er altså noget helt særligt.
Du kan også lade dig inspirere af Christina Bennetzens madlavningsudfordring boeuf bourguignon med pitabrød og rødkålssalat, og husk at dele dine egne kreationer med hashtagget #MakeItYourOwn.
KLASSISK TARTE TATIN MED SOLBÆR
Ingredienser:
Mørdej
200 g Lurpak smør
50 g flormelis
250 g mel
1/2 tsk. salt
1 æggeblomme
1/2 kop vand
Sukkerlage med solbær
1 l vand
2 dl frosne solbær
2 spsk. sukker
6 Santana æbler
Karamel
180 g sukker
100 g Lurpak smør
En knivspids salt
Fremgangsmåde:
1. Skræl æblerne, skær dem i halve, og fjern kernerne. Kog vand, sukker og solbær, og tilsæt æblerne i ca. 15 min - sørg for, at de ikke bliver for bløde. Lad dem ligge i vandet i køleskabet natten over
2. Bland mel, salt, flormelis og smør i en skål. Blandingen smuldres med fingrene, men sørg for ikke at varme den for meget
3. Pisk æggeblomme og vand i en kop, og tilsæt det til melblandingen. Saml dejen, pak den ind i husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet i mindst 2 timer
4. Rul dejen ud til den er ca. 4 mm tyk. Skær den ud i en cirkel på størrelse med din ovnfaste pande, og sæt den tilbage i køleskabet
5. Skær æblerne i meget tynde skiver
6. Drys sukkeret på panden, og lad det smelte på medium varme uden omrøring. Tilsæt herefter smør og salt, og lad det boble, til du står med en lækker karamel
7. Skru lidt ned for varmen, og fordel de tynde æbleskiver tæt på hinanden i panden
8. Lad æblerne simre i ca. 10-15 min. – indtil de er møre
9. Lad panden køle lidt ned, før du dækker dine æbler med mørdejen. Sørg for, at den sidder godt fast, og lav et par huller med en gaffel
10. Sæt den i ovnen i ca. 30-35 min. ved 180 grader, indtil mørdejen er gylden. Lad den herefter afkøle i ca. 20 min.
11. Læg en tallerken oven på panden, og vend den med en hurtig bevægelse. Ryst forsigtigt, hvis det føles som om, kagen ikke har sluppet
12. Dekorer kagen med creme fraiche, rød skovsyre og hakkede hasselnødder